Hvis du er plaget af smerter i nakken, er du ikke alene.
Lige nu har over 700.000 danskere ondt i nakken, og yderligere en halv mio. har haft ondt i nakken i løbet af de seneste 14 dage. Spændingshovedpine, som ofte følger i hælene på nakkesmerterne, giver millioner af sygedage årligt.
Smerterne kan både give hold i nakken, smerteudstrålinger op i hovedet eller ud i skuldre og overarme. Nakkesmerter kan også give træthedsfornemmelse i hoved, skuldre og arme, og de kan give myoser, mindske fleksibiliteten og få hele området til at føles stift.
Der kan være flere grunde til, at du får ondt eller ligefrem hold i nakken. De fleste gange kan du heldigvis selv, med strækøvelser og styrketræning, komme af med smerterne og forebygge, at de kommer igen.
Injurymap giver dig her nogle mulige forklaringer på dine nakkesmerter og øvelser til både udstrækning og styrketræning, som kan hjælpe dig af med smerterne.
Hvorfor får jeg ondt i nakken?
Nakken er et komplekst område, som bl.a. består af 7 halshvirvler med led mellem hver hvirvel, samt en række muskler, sene og ledbånd, der spiller hver sin rolle i opgaven med at holde hovedet i balance, uden at vi tænker over det. Samtidig er nakkens muskler og knogler tæt forbundne med kroppens mest komplekse led, nemlig skuldrene. Flere muskler i nakken løber et stykke op ad kraniet og hæfter på baghovedet. Derfor fører nakkesmerter meget ofte til spændingshovedpine.